Hvad er Bambusplast?
Bambusplast er fremstillet af melaminplast, der er tilsat findelt bambus. Det kaldes populært bambusmelamin, og tallerkener, bestik, krus og meget andet lavet af bambusplast har i flere år vundet indpas som værende “miljøvenlige” - men bambus er ikke karakteriseret som træ, men derimod græs, og det er ikke blevet godkendt i EU til at blive tilsat i melamin. Derfor kan produkter af bambusmelamin ikke godkendes til fødevarer.
Strengt taget har service af bambusplast aldrig været tilladt, men EU-Kommissionen slog først fast i 2020, at det altså ikke er lovligt. Før bambus kan godkendes som tilsætningsstof til plastik i EU er det nødvendigt at søge om godkendelse - og det er der ingen, som har gjort. Derfor er der heller ikke foretaget nogen vurdering af, hvorvidt det faktisk kan være skadeligt, men frygten er, at melaminplast bliver “åben” af den tilsatte bambus, og derfor kan afgive uønsket kemi.
De uønskede kemikalier i bambusplast er melamin og formaldehyd. Melamin kan skade blære og nyre, hvis det ikke behandles korrekt, og formaldehyd kan være kræftfremkaldende. Umiddelbart mener Sundhedsstyrelsen dog ikke, at der er en reel sundhedsrisiko forbundet med bambusmelamin.