Hvordan fremstilles bambustekstil
Bambus er et bæredygtigt naturmateriale, som bliver brugt til fremstilling af tekstiler. Bambustekstil er en viskose-type, og det fremstilles derfor på samme måde som andre viskosetekstiler. I denne blogpost vil vi kigge nærmere på, hvordan bambustekstil bliver fremstillet.
Processen til fremstilling af bambusviskose
Bambus består af cellulosefibre, som er omgivet af en hård overflade. For at udtrække cellulosefibrene, bliver bambussen først skåret i mindre stykker. Bambusstykkerne bliver opløst til en grød, hvorved cellulosen kan udtrækkes. Cellulosen udtrækkes fra grøden, og den sirupslignende substans bliver derefter presset igennem en spindedyse (en tragt med små huller, som ligner lidt et brusehoved).
De stråler, der kommer ud af spindedysen, bliver trukket til den ønskede tyndhed. Når trådene har den rigtige tykkelse, bliver de afkølet, vasket og til sidst tørret. Når fibrene er helt tørre, bliver de viklet op på nøgler som filamentgarn - trådgarn i lægmandstermer - hvilket vil sige, at garnet ikke er spundet og teoretisk kan blive uendelig langt. Det er denne tråd, der kan væves til stof.
Bæredygtigt bambustekstil
Bambustekstil er en bæredygtig tekstiltype, der har mange fordele i forhold til traditionelle tekstiler såsom bomuld eller polyester. Bambus er en hurtigtvoksende plante, der kræver relativt få ressourcer at dyrke. På en miljøaftryk-skala ligger konventionelt bomuld højest, mens Tencel (en viskosetype) har det klart laveste miljøaftryk. Samtidig er bambustekstil et holdbart og slidstærkt materiale, der kan bruges til fremstilling af mange forskellige typer tekstiler.
Bambus er i virkeligheden en græsart og ikke træ. Bambus er både stærkere og mere fleksibelt end træ, og dens runde og hule struktur gør, at bambus er en helt unik plante. Der er heller ikke andre planter på jorden, der vokser lige så hurtigt som bambus; mens de fleste bambusarter "nøjes" med at vokse mellem 5 og 20 centimeter om dagen, findes der også arter, der gror helt op til en meter dagligt. Bambusplanter kan nå over 30 meter i højden, og stammerne kan have en diameter på op til 20 centimeter.
Hvad er bambus viskose?
Bambustekstil er et tekstil fremstillet af bambus. Bambus er et græs, der vokser meget hurtigt og kan regenerere sig selv efter skader. Derfor er bambus et miljøvenligt valg, når det kommer til fremstilling af tekstiler.
I tekstilverdenen kalder man bambusviskose et "kemofiber" (industrielt fremstillet fiber, red.) med underkategorien "regenererede fibre". Regenererede fibre laves på basis af naturlige kemiske forbindelser, og de kan udvindes fra bl.a. bambus, træ, og andre planter med et højt indhold af cellulose. Viscose kaldes også et “menneskeskabt naturligt fiber” – altså hverken et naturfiber (som bl.a. uld, bomuld, hamp og hør) eller et syntetisk fiber (som f.eks. polyester, akryl, elastan og nylon).
Hvad er forskellen på viskose og Lyocell eller Tencel?
Den store forskel på almindelig viskoseproduktion og Lyocell-metoden er, at man ved Lyocell-metoden har et lukket kredsløb, hvor cirka 99% af kemikalierne, der skal bruges i processen, bliver genbrugt. Det betyder, at der bliver brugt mindre vand og udledt langt færre kemikalier fra Lyocell-produktion.
Den eneste forskel på Lyocell og Tencel er fabrikanten; den østrigske fabrik Lenzing har patent på navnet "Tencel" (der typisk er lavet af eukalyptus), og fabrikanten står forrest, når det kommer til mere miljøvenlig tekstilproduktion og er kendt for ansvarlige processer og en stærk forsyningskæde. Fabrikken har også patent på “Modal”-metoden.
Fordelene ved bambustekstil
Bambusviskose er stadig et relativt nyt tekstil; det var først i 2001, at man ved University of Beijing opdagede, hvordan tekstil kan fremstilles fra bambus - men de mange fordele, som bambussen bidrager med til tekstilet, gjorde hurtigt bambustekstil verdenskendt.
Der er uendeligt mange fordele ved at bruge bambus til tekstilproduktion; for eksempel absorberer bambus 5 gange mere CO2 end en tilsvarende mængde træer, og på den måde bidrager bambus betydeligt til reduktion af drivhusgas.
Slidstærkt og behageligt tøj af bambus viskose
Bambusfibre er meget stærke, hvilket betyder, at bambustøj er slidstærkt og holdbart, og stof lavet af disse fibre har fantastisk absorberingsevne og ventilation, så du ikke bliver så svedig i løbet af dagen. Bambusviskose føles blødt og glat mod huden, hvilket er med til at gøre det velegnet til tætsiddende tøj – derfor kan vi varmt anbefale bambussokker, bambusunderbukser eller bambus T-shirts.
Fibrene er bløde og glatte uden nogen ru eller skarpe elementer, der kan genere huden, og så har de en naturlig antibakteriel egenskab, som er med til at modvirke svedlugt, men også kan virke beroligende på huden. Desuden betyder de glatte fibre, at tøjet ikke krøller - så du slipper for at stryge.
Naturlige tekstiler sikrer god åndbarhed
Når du står og skal købe nyt tøj, er det relevant at kigge på, hvad tøjet er lavet af. Kunststoffer og syntetiske tekstiler som polyester, akryl og polyamid er ikke åndbare materialer, og du kan derfor hurtigt føle, at tøjet klistrer sig fast til dig eller får dig til at svede mere. Om vinteren vil du også opleve, at syntetisk tøj bliver mere elektrisk.
Køber du derimod tøj af naturlige materialer som bomuld, hør eller viskose, er du sikret åndbart tøj. Når det kommer til åndbarhed ligger bambusviskose helt i toppen; fibrene har "mikro-huller" der giver god ventilation og giver stoffet sin unikke temperaturregulerende effekt. Desuden kan bambustekstil optage 50% mere fugt end bomuld.